Din kommende behandler:

Mit navn er Jeanne Lindgaard, og jeg er Totum kropsterapeut. Derudover er jeg påbegyndt uddannelse som afspændings- og healingsmassør. 

Jeg har i mange år haft en karriere indenfor økonomi, logistik, internt salg og teamledelse, hvilket har krævet lange pressede arbejdsdage. Da jeg samtidigt har passet familieliv med 3 børn og mit aktive sociale liv, medførte det, at jeg var enorm praktisk, organisatorisk og mest af alt, var i mit hoved uden forbindelse til kroppen.

Jeg overhørte derfor kroppens signaler og gentagne advarsler og endte med en sygemelding grundet stress.

Et tilfældigt møde med en kropsterapeut blev vendepunktet i mit liv og en enkelt behandling blev til et forløb, hvor jeg blev bevidst om hvordan krop og sind uløseligt hænger sammen. Jeg lærte at mærke min krop på ny, og fik skabt en god og sund balance i mit liv.

Dette var en øjenåbner for mig, og jeg blev meget inspireret af den måde, kropsterapi som holistisk behandlingsform skaber en helhed med fokus netop på det hele menneske.

Jeg ønskede at lære mere, og derved kunne give det videre til andre, som på forskellig vis er udfordret i deres hverdag. Derfor valgte jeg at tage uddannelsen til Totum kropsterapeut i 2021. 

I mit tidligere job som teamleder, har jeg, for at sikre mine medarbejders trivsel og arbejdsglæde, brugt min evne til at se og anerkende det enkelte menneske. Det har ligeledes altid været vigtigt for mig at være tryghedsskabende for andre. Jeg har en stærk tro på, at det man sender afsted, også er det, man modtager, og derfor er det vigtigt for mig med entusiasme og positiv energi. Det er også denne energi, samt min interesse for krop og sind, der medvirker til, at jeg som behandler, er i stand til at møde dig som klient med omsorg, nærvær, varme og indføling.

I min behandling bruger jeg, udover de teknikker jeg har lært, min intuition og forståelse for det enkelte menneske.

Det, at opleve at jeg kan hjælpe andre med deres udfordringer, at blive mere bevidst og skabe forandring i deres liv har vagt en begejstring i mig, og har givet mig lysten til yderligere fordybelse og læring. Derfor har jeg valgt at påbegynde en ny uddannelse som afspændings- og healingsmassør. Denne forventer jeg at færdiggøre i november 2023.

Når jeg ikke behandler eller er på uddannelse, holder jeg meget af at søge ud i naturen. Himmel og hav, skov og strand er mit rette element og giver mig energi, styrke og indre ro. 

Kropsterapi hos Jeanne er en rejse ind i egen krop, og hvad den gemmer på af kendte og ukendte udfordringer. Den nænsomme og nærværende behandling giver hver gang kontakt til følelser, jeg ikke vidste, jeg havde. I Jeannes hænder føler jeg mig tryg og kommer altid hjem afslappet og lidt klogere på mig selv - og glæder mig til næste gang
Susanne